Vi har alle sammen forskellige præferencer, når vi skal ud at rejse. For nogle er det ferie at bo på store hoteller, mens det for andre er at bo på små guesthouses. Og mens nogle kan lide at vandre i de amerikanske nationalparker, er det for andre først rigtigt ferie, når man ligger på en kridhvid sandstrand under svajende palmer. Vi har talt med vores direktør Peter Rasmussen om hans ferie-præferencer, når han drager ud i den store verden, og bedt ham svare på 10 hurtige spørgsmål.

 


1. Sandstrand eller swimmingpool?

”Sandstrand – specielt hvis det er en af de lækre strande med hvidt pulversand, som man både kan finde i Thailand, på Mauritius, i Caribien og flere andre steder. En swimmingpool kan dog også være god, hvis der ikke er skygge på stranden, men stranden har en styrke som poolen aldrig får: solnedgang. En solnedgang fra en flot strand med udsigt over havet og med et glas vin i hånden sammen med en eller flere, man holder af, er en oplevelse, jeg aldrig bliver træt af.”

2. Øst eller vest?

Umuligt at vælge. Jeg elsker Sydøstasien og Mauritius. De største naturoplevelser har jeg haft i Grønland og Afrika, og de største mad- og vinoplevelser, samt storbyferier har USA og Canada givet mig. Skal jeg virkelig vælge, så bliver det øst, fordi jeg trods alt foretrækker sol og strand, som de har masser af, samtidig med at den kulinariske oplevelse mod øst er så anderledes fra hverdagen herhjemme.

3. All inclusive eller frihed til at vælge?

“Friheden til at vælge. På et krydstogt er det fantastisk, når det er All inclusive, for så skal jeg ikke tænke på penge, når jeg er ombord, og jeg kender rejsens pris, når jeg tager hjemmefra. Men hvis det ikke er et krydstogt, så er en stor del af ferien for mig, at jeg har friheden til at vælge undervejs – og dermed opleve kulturen i det land, som jeg befinder mig i.”

4. Sol eller skygge?

“Sol – men ikke for længe ad gangen. Der er masser af D-vitamin i solen, og jeg får masser af energi af et ophold i solen, men befinder jeg mig i Sydøstasien eller på Mauritius, så er solen så stærk, at jeg sjældent holder til mere end en times tid i solen. Derefter er det skygge. Desuden er jeg opmærksom på, at solen også kan være skadelig for os hvide nordboere ved længerevarende ophold i solen.”

5. En kold fadøl eller et glas vin?

”Et glas rødvin er min førsteprioritet, men en kold fadøl er også godt efter en lang dag i solen, på en båd eller med andre oplevelser i en fremmed kultur. En middag ved et lille bord på stranden med bare tæer i sandet skal uden tvivl indtages med et godt glas rødvin.”

6. Aktiv ferie eller badeferie?

”Badeferie. Jeg kan ikke sidde på en strand i 14 dage og lave ingenting, men jeg foretrækker badeferien med nogle afstikkere til noget aktivt, som kan være alt fra en sejl- eller cykeltur til et museumsbesøg. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at holde en ferie med det primære formål at være aktiv. Det er jeg så rigeligt til hverdag.”

7. E-bog eller regulær bog?

”Regulær bog. Når jeg falder i søvn med bogen i hånden, gør det mindre ondt i hovedet end at få en hård Ipad lige i panden. Og så er jeg nok bare lidt gammeldags på det punkt.”

8. Vinduesplads eller gangplads?

”Gangplads, når jeg flyver økonomiklasse og vinduesplads på businessclass. Ved gangpladsen på økonomiklasse kan jeg snige mine ben ud i gangen, når der ikke er så meget gennemgang, og fornemmelsen af klaustrofobi bliver dermed mindre. Jeg flyver oftest økonomiklasse, men af samme årsag bliver flyveturen aldrig min livret. Når jeg en gang i mellem tillader mig selv at flyve businessclass, så giver det en dejlig ro at sidde ved vinduet, og plads er der masser af her.”

9. Guidede ture eller udforskning på egen hånd?

”Udforskning på egen hånd. Det giver stor frihed, og jeg bryder mig ikke om at være afhængig af en større gruppe, som enten skal vente på mig, eller jeg skal vente på dem. Hvis jeg skal jeg udforske en fremmed kultur, kan jeg godt lidt at få en lokal guide til at vise mig området og fortælle de spændende historier.”

10. Kamera eller Iphone?

”Kamera. Jeg synes, at det er sjovt at prøve at fange det knivskarpe billede med et stærkt motiv, så er det rigtige kamera med større muligheder for indstilling af lys, zoom mm. trods alt stadig bedre end Iphone – også selvom det vejer en frygtelig masse.”