Millionbyen Hongkong vil utvivlsomt imponere dig med sin fascinerende skyline, moderne arkitektur og skønne udbud af restauranter. Her er 5 af de bedste oplevelser, du ikke må gå glip af i den pulserende metropol mod øst.


1. Udsigt fra Victoria Peak

Skal man udvælge én ting i Hongkong, er der rigtigt gode grunde til at tage til Victoria Peak, også kendt som The Peak. Her finder du byens absolut bedste udsigt og ikke overraskende er det også byens højeste punkt. At tage hertil er særlig populært om aftenen, hvor turister valfarter for at få den klassiske udsigt over byens skyline fra 428 meter over havet. Til gengæld får du et bedre udsyn i dagtimerne – og du slipper for de helt så mange turister. Her kan du få et imponerende overblik over byens kæmpe havneområder, de fascinerende skyskrabere og de grønne bjerge i baggrunden. Og du kan endda tage herop med det charmerende tog The Peak Tram.

2. Spis dim sum

Man kan diskutere, hvorvidt man rent faktisk har været i Hongkong, hvis man ikke har spist den traditionelle snack dim sum. Det er i hvert fald et rigtigt godt sted at starte, hvis man vil lære kulturen bedre at kende i Hongkong. Dim sum er en klassisk familie-ret, hvor man spiser de kogte dumplings fra en dampkurv af bambus eller fra små tallerkner. De små dejpakker er fyldt med alt fra kød til grønsager og fisk. Traditionelt set spiser man dim sum som morgenmad eller som en tidlig eftermiddagssnack, men du kan spise dem på alle tider af døgnet, og der findes intet andet bedre sted i verden end at spise dem i Hongkong.

3. Verdens længste rulletrappe

Det kommer nok bag på de færreste, at Hongkong, såvel som mange andre asiatiske storbyer, imponerer på den tekniske front. Og Hongkong er da også indehaver af verdens længste rulletrappe! Det er derfor en lidt anderledes oplevelse, der venter ved Mid-Levels Escalators, Des Voeux Road Central, men ikke desto mindre sjov og imponerende. Rulletrappen måler hele 800 meter, og går forbi snævre, stejle gader, små cafeer, butikker og eksklusive boliger. Hop på rulletrappen og oplev Hongkong på en ming courtanderledes facon.

4. Oplev Lights of Symphony

Det er ingen hemmelighed, at Hongkong er særligt populær for sin skyline, og bevæger du dig rundt om aftenen, vil du kunne opleve et spektakulært og smukt syn fra lysene af de mange høje bygninger. Alle, der kommer til Hongkong skylder sig selv at tage til det daglige lys- og lydshow Lights of Symphony, der finder sted ved Victoria Harbour kl. 20.00 hver aften. Det er et fantastisk smukt syn at opleve det farverige lys i samspil med den afspillede musik, og du får følelsen af at befinde dig midt i en international metropol.

5. Spis på Michelin-restauranten Ming Court

Forbinder du udenlandsrejser med gastronomiske særoplevelser, må du ikke gå glip af Ming Court, der er beliggende i hotellet Cordis. Restauranten er belønnet med intet mindre end 2 stjerner fra Michelinguiden, der er en prestigefyldt fransk guide over restauranter i verden. Chefkok Mango Tsang Chiu Lit står i spidsen for denne restaurant med mere end 20 års erfaring bag sig. Sætter du dig til bords på Ming Court, kan du se frem at få serveret smukt anrettede retter fra det traditionelle kinesiske køkken i moderne omgivelser. Absolut et besøg værd, hvis du er tilhænger af store kulinariske oplevelser.