Vi kender det godt alle sammen… Når vi skal ud at rejse, vil vi gerne se rejsemålet fra dets mest autentiske side. Vi vil helst ikke bare se dét, som alle andre ser. En stor del af rejsen er ofte at opleve et fremmed land og en ny kultur, og vi vil gerne møde de lokale og få lov at se, hvordan de lever. Og netop dét kan du virkelig få lov til på cykeltur i Balis maleriske landskaber. Vores direktør, Peter, har prøvet turen og var meget begejstret…

Vi blev hentet på hotellet kl. 08.15 og kørt til udgangspunktet for turen; et privat hjem hvor der blev serveret morgenmad. Efter maden fortsatte turen i bil til første stop, som var en lille kaffeplantage.

Plantagen i sig selv var ikke imponerende, men det var til gengæld smagsprøverne på de forskellige typer af kaffe, kakao og te, som vi fik serveret. Vi smagte 12 forskellige i alt, og det hele smagte fantastisk.

Herude dyrkes også den eksklusive og dyre Kopi Luwak-kaffe, som man kunne købe en lille kop af for 25 kroner. Kaffebønnerne, som bruges til kaffen, ædes af desmerdyr, som i mavesækken tilsætter enzymer af forskellig art – men de nedbryder ikke kaffen. Bønnerne kommer derfor ud som desmerafføring, der bliver opsamlet, skyllet og derefter ristet, som en hvilken som helst anden kaffe. Og nej – kaffen smager ikke af desmerlort, men har en helt speciel smag af noget sødt og bittert, som går op i en højere kaffe-enhed.

km er cykelturen

Fra kaffeplantagen gik turen til cyklerne. Gode og vedligeholdte cykler, hvor både bremser, og de 21 gear var klar til nedstigningen. “Nedstigningen” fordi turen på ca. 24 km består af 23 km, hvor det er fladt eller går ned ad bakke.

 

Turen gik ad ganske små veje, gennem søvnige landsbyer, forbi smukke balinesiske templer og langs grønne rismarker, mens tempoet var stille og roligt med mange stops undervejs.

Vi gjorde blandt andet stop ved en privat bolig, hvor guiden fortalte om den balinesiske families levevis, og om hvordan flere generationer bor under samme tag. En interessant fortælling som mange “curlingbørn” fra Danmark ville have godt af at høre.

 

Videre gik turen gennem små landsbyer, hvor risene lå på bambustæpper i vejkanten og blev tørret.

På turen mødte vi kun få biler, lidt flere på knallert – og ellers kun balinesere, der så ud som om, at de cyklende turister var et dejligt afbræk i deres gøremål, hvilket de viste med store smil (med eller uden tænder) og en massiv vinken. Specielt børnene morede sig over synet.

 

Fra endestationen fortsatte turen det sidste stykke i bil tilbage til udgangspunktet, hvor der serveredes en god, lokal frokost i et privat hjem. Efter frokost blev vi kørt tilbage til hotellet, hvor vi ankom kl. 14. Turen varede 6-7 timer i alt med daglig afgang mellem 7.15-8.30.

Alle kan tage med på turen, fordi det går ned ad bakke. Yngste på denne tur var 10 år og klarede alle 24 km med bravour. Selv børn, som ikke kan cykle, kan være med, for det er muligt at få en cykel med barnesæde eller sågar at cykle turen på tandem.

Turen på cykel gennem Balis landskaber kan på det varmeste anbefales alle, som kan sidde på en cykel.