Netop hjemvendt fra Sri Lanka med en masse gode og spændende oplevelser i bagagen har jeg spurgt mig selv; ”hvilken oplevelse har gjort størst indtryk på mig?”, og det er faktisk svært kun at udpege en enkelt. Især når jeg tænker på cykelturen ud til nogle af landets smukkeste templer, vandreturen til toppen af Løveklippen og den spændende safari i Yala National Park. Men jeg er efter lange overvejelser alligevel kommet frem til én: togturen…


Jeg steg på toget uden for Kandy på en station, der hedder Peradeniya og var så heldig at få en vinduesplads. Jeg blev fuldstændig opslugt og fascineret af alle de scenarier, der de næste 4 timer rullede forbi mig i en lind strøm, inden jeg igen stod af på stationen Nanu Oya. Sving efter sving dukkede der nye maleriske scenarier op… Små landsbyer, grønne marker, te-plantager, bjerge i det fjerne og de bittesmå, men flot dekorerede togstationer.

Vognen var primitivt indrettet, og vi sad to og to på mørke sæder, som var pakket ind i noget nappalignende kunstmateriale. Ægte læder var det i hvert fald ikke. Og blødt var det heller ikke, men komforten var alligevel ok. Du glemmer dog hurtigt alt om komfort, når udsigterne hele tiden byder på noget nyt og uendeligt.

 

Det var som at se en film, når folk steg af på perronen. Det foregik i et stille og roligt tempo – én med en stor kurv på hovedet, en anden klædt i en farvestrålende nederdel, og på perronen lå flere store sække fyldt med grøntsager, som en af de lokale mænd skulle have med videre.

Fløjten lød, og toget satte langsomt i gang. Ud af skorstenen steg en tyk, sort røg, og så var vi atter på vej videre op i højlandet – ud i de grønne og frodige landskaber via de små landsbyer, som nærmest har et tog kørende igennem centrum. En mand balancerede gennem togvognen, han solgte appelsiner, og efterhånden som han nåede gennem hele vognen, spredte duften af nyskrællede appelsiner sig. Denne afløstes efterhånden af duften af kaffe, som kunne trækkes i en automat ude på gangen.

 

Toget er mange af de lokales daglige transportmiddel, derfor blev det en meget autentisk oplevelse. Det er som om, tiden står helt stille, og du kommer på en eller anden måde ind under huden på det lokale og dét, som ikke ret mange andre ser, når du sidder der med et åbent vindue og følger med på sidelinjen – bogstavligt talt helt ind i folks baghaver.

 

I toget talte jeg også med de lokale, som havde medbragt proviant til turen bl.a. rice and curry pakket ind i bananblade og derefter viklet ind i avispapir. De spiser jo bare med fingrene, hvilket i sig selv er en oplevelse at se på (ud af øjenkrogen). De er meget interesserede i at snakke med os turister og høre, hvad vi skal i deres fantastiske land. Ivrigt stiller de spørgsmål, og de er rigtig gode til engelsk.

Togturen fra Peradeniya til Nanu Oya er en autentisk og uforglememlig oplevelse, jeg vil anbefale alle, der skal til Sri Lanka. En fantastisk blanding af natur og kultur, som efterlader én med følelsen af at være kommet helt tæt på srilankanerne.