Mange forbinder nok Hawaii med blomsterkranse, hula-skørte, store bølger, kokosnødder, mai-tais og slow living, men Hawaii er meget mere end det. Tag på ø-hop på Hawaii, og du vil opleve både sandstrand, regnskov, vulkaner og sne. Vores rejsekonsulent Karina har besøgt øerne Big Island, Kauai, Maui og Oahu, og hun mener at Hawaii burde have en plads på alles bucketlist. Læs hendes favoritoplevelser herunder:


Hawaii adskiller sig fra mange andre eksotiske destinationer, da man kan tage på ø-hop, og opleve øernes forskelligheder. Hertil kan turen let kombineres med storbyer i USA eller Canada. Alle øerne på Hawaii er så unikke, og der er oplevelser for alle aldre og størrelser. Karina har derfor ingen favorit-ø, men hun har dog en samling af yndlingsoplevelser, som hun vil dele med os.

Svøm med Manta Rays på Big Island

Big Island kan man svømme med Manta Rays (djævlerokker) efter mørkets frembrud. Se de store væsner svæve gennem vandet med et vindefang på 5-7 meter. De store Manta Rays kommer frem ved, at der sættes en lyskegle ned i vandet, hvilket tiltrækker plankton, som Manta Rays spiser. Modsat pilrokker så er Manta Rays fuldstændige rolige og ufarlige, så der er ingen grund til bekymring.

Helikoptertur over Na Pali-kysten

Øen Kauai har noget af Hawaiis grønneste og vildeste natur, og øen bliver af den grund også kaldt for Garden Island. Kauai og Na Pali-kysten er blandt andet settet for den storslåede natur i Jurassic Park-filmene. Na Pali er en bjergrig og imponerende kyst, som kun er tilgængelig via luft eller hav. Tag på en 45 minutter lang helikoptertur, og se kysten oppefra og få det fulde overblik og udsyn til de grønne bjerglandskaber.

Er du mere til livet til søs, kan du tage på dinner cruise, hvor du kan opleve hvaler og delfiner springe omkring dig, mens du nyder en formidabel solnedgang med tilhørende middag.

Solopgang på Haleakala

Få en uforglemmelig naturoplevelse på den sovende vulkan Haleakala på øen Maui. Du bliver hentet kl.2.30-3.00 om natten, og bliver kørt ud til vulkanen, hvor du venter på at solen står op. Nyd synet af solen, der vågner, tre kilometer over havets overflade, på toppen af en vulkan. Så bliver det ikke en bedre start på dagen! Efter en spektakulær solopgang, kan du nyde en god morgenmad, hvorefter turen går hjem mod hotellet.

Stjernehimmel på Mauna Kea

Hawaii er fyldt med vilde naturoplevelser, og Mauna Kea vulkan på Big Island er en af dem. Efter en skøn solnedgang og lidt aftensmad, kommer stjernekikkerterne frem. Du kan nu nyde en funklende stjernehimmel, omgivet af total mørke og stilhed. Dette er et af Hawaiis kolde steder, så husk varmt tøj. Der vil også være lidt godt at varme sig på.

The Road to Hana

Tag på en uforglemmelig køretur via kysten på Maui, the Road to Hana. Her vil du se utallige vandfald og storslået natur. Bambus, eukalyptus og andre eksotiske planter pryder vejen. Du kan leje en bil og køre selv, hvilket giver frihed til at stoppe de steder, der lige fanger din opmærksomhed. Du kan også tage på en guidet tur, hvor du til gengæld får en masse at vide om plante- og dyrelivet. Men uanset hvad, må du ikke snyde dig selv for at nyde denne køretur.

Fordyb dig i historien på Pearl Harbor

Til de historieinteresserede er et stop ved Pearl Harbor, i Honolulu på Oahu, et must. Her kan du fordybe dig i den hjerteskærende historie fra 2. verdenskrig om angrebet på Pearl Harbor. Tag på en historisk rejse med krigsskibet USS Missouri samt krigsmuseet Arizona Memorial.

Et andet godt råd er, at lave noget research og lægge en plan, da man er på øerne i begrænset tid. Tag en snak med Karina, og lad Profil Rejser hjælpe dig med at skræddersy din uforglemmelige tur til Hawaii ud fra dine interesser og ønsker.