Mød Michelle – hun er stor, elskelig og rødlig i pelsen, og så elsker hun at spise bananer og klatre i træer. Michelle blev født i 2007, og er en af de populære orangutanger, der desværre er i fare for at blive taget til fange som kæledyr. En skæbne, som Michelle deler med mange andre orangutanger på Borneo.


Derfor var det til Michelles store held, at Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre fik fat i hende, og sørgede for at opfostre hende, så hun igen kan leve i den natur og i det miljø, hvor hun hører hjemme. Michelles historie er som sagt ikke enestående. Orangutanger på Borneo er nemlig stadig i stor fare for at havne i kløerne på hensynsløse mennesker, der ikke regner dyreliv for mere end en adgang til lettjente penge.

Heldigvis går det den rigtige vej i kampen for at standse den meningsløse jagt på uskyldige dyr på Borneo – ikke mindst takket være et sted som Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre, der siden 1964 har kæmpet for Borneos forældreløse orangutanger.

Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre i Sabah er der i øjeblikket omkring 25 forældreløse orangutanger, som er ved at lære kunsten at begå sig i naturen. Klatring er i den forbindelse langt den vigtigste egenskab for en orangutang, og da mennesker som bekendt ikke mestrer klatring i samme grad, er det en ældre orangutang, der erstatter morens undervisning af de yngre dyr i rehabiliteringscentret.

Dyrepasserne i Sepilok står for det meste af fodringen, der primært består af mælk og bananer. Og det er ganske bevidst, at maden er monoton og kedelig – det er nemlig et forsøg på at opfordre de unge orangutanger til selv at gå på jagt efter føde. Processen med at rehabilitere og uddanne en unge til at klare sig selv på egen hånd er lang. Det kan tage helt op til syv år, før de igen slippes ud i den frie natur eller i de omkringliggende naturreservater, hvor der er opsyn med, at de ikke selv bliver jaget og dræbt som deres forældre, når de selv får unger.

Stort set alle rundrejser på Borneo lægger vejen forbi Sepilok Rehabilitation Centre, og har man først én gang været i nærheden af en orangutang som Michelle, så forstår man på en helt ny måde, hvorfor naturen og de vilde dyrs trivsel er et fælles ansvar.

 

Efter tekst af Michael Strøm Eriksen