Ønsker du at bryde dine vaner for en stund? Så læs her og følg med mig, når jeg går på opdagelse i, hvad det arabiske sultandømme Oman kan tilbyde. Måske er det dig, der næste gang skal på eventyr i Oman?


Bliv forelsket på ny

Vi danskere er vanedyr og elsker tryghed og traditioner, når det kommer til ferierejser. Det er der skam intet galt i, men hvorfor ikke kombinere det du elsker med eventyr og således sætte helt nye standarder for dine ferierejser.

Hold fast i din kærlighed til paradisstrande, solskin, gode hoteller og lækker mad. Pak den ned i en kuffert, rejs 9-11 timer væk fra Danmark og pak den så ud igen og mærk, hvordan du bliver forelsket på ny.

 

Kridhvide uberørte strande, havskildpadder der yngler, rolige kystbyer, nætter i sandklitter og kobberfarvede ørkener er blandt det, som Oman kan tilbyde.

Oman er et selvstændigt sultandømme, der ligger i det østlige hjørne af Arabien i Mellemøsten. Landet er på én gang magisk og rummer en mellemøstlig mystik – men tvivl ikke, sikkerheden er i top.

Det eventyrlige drys

Når du er klar til at hive dig selv væk fra ferievanerne som solbadning og lokale restaurantbesøg, så er Oman klar til at udfordre din eventyrlyst.

Sejl ud og se delfiner lege i deres rette element, og hop herefter selv i det krystalklare vand med en snorkel i munden. Skal der fart på, så tag på en heldagsudflugt i firehjulstrækker til Wahiba Sands ørkenen og oplev de evigt foranderlige mønstre i det røde sand og sandbakker op til 200 meter høje.

Trænger du til aktiviteter i et lavere gear, kan du tage en gåtur langs wadien eller gå på sightseeing i hovedstaden Muscat, hvor du kan opleve sultanpaladset. Besøg også den hellige, gamle by Nizwa og udforsk byens Round Tower fort, der strategisk er anlagt på en bakketop med udsigt over byen.

Charme, kultur og lækker arkitektur

Med sin traditionelle arkitektur, historiske forter, en gæstfri befolkning og en sikkerhed, der er i top adskiller Oman sig fra andre arabiske lande. I Oman er der ingen masseturisme, ingen skyskrabere eller kunstige øer men en byggestil, der er tro mod den arabiske kultur og giver Oman charme.

 

 

Så hop på Aladdins flyvende tæppe og tag på 1001 nats eventyr i sultandømmet Oman og oplev, hvad denne overset destination kan tilbyde dig – udover paradisstrande, solskin, gode hoteller og lækker mad.