Den ellers larmende jetbåd, som sejler os over Mud Lake i det vestlige Canada, bliver pludselig stille, motoren slukkes, og den fladbundede båd driver lydløst hen over vandet … Vi spejder alle ivrigt mod bjerglandskabet ved den blanke søs bred. Søen er ikke mudret, som navnet måske kunne antyde, men er derimod ganske klar og grønlig som mange andre flotte søer i Vestcanada. Alle forsøger at være så stille som muligt, og den eneste lyd at høre er vindens susen i træerne, de vilde fuglestemmers skræppen i det fjerne og redningsvestene, som knitrer mod bådens ryglæn.

En pelset skikkelse kommer til syne mellem grantræerne og lusker roligt ned mod søens kant, som kender den hvert et klippefremspring. Det er en cirka 4-årig sortbjørn på jagt efter bær, planter og rødder, som hun kan fede sig op med inden vinterens hi. Bjørnen skal nemlig spise op mod 20.000 kcal. i døgnet henover sommeren (det bliver til rigtig mange bær) for at tage nok på i vægt til at klare årets kolde tid, hvor de kan tabe op til 40% af deres kropsvægt.

 

 

Det fantastiske syn giver et sus gennem alle på båden, og folk hiver hurtigt – men stille – kameraerne frem. Her sidder vi otte mennesker i noget af Canadas vildeste natur og observerer en sortbjørn, som tilsyneladende ikke ænser os, men blot fortsætter sin dag, som om intet er hændt.

 

 

Vi befinder os i hjertet af en af klodens eneste tempererede regnskove, som er beliggende inde i landet, på River Safari lidt uden for den lille, sovende by Blue River i staten British Columbia. Turen varer en time, og det er de vilde bjørne, som bestemmer hvornår og hvor længe, vi gør stop undervejs.

Man er ikke garanteret at se bjørne på turen, for som guiden fortæller; ”hvis du vil være sikker, så tag i zoologisk have. Vi kan ikke styre naturen”. Her foregår alt på bjørnenes præmisser, og guiderne gør alt for ikke at blande sig i bjørnenes hverdag. De sejler aldrig helt tæt på bjørnene, sørger for at slukke bådenes motorer, når de nærmer sig kysten og vigtigst af alt; de lokker dem aldrig frem med mad. Bjørnene skal dukke op af sig selv, og det gør de heldigvis også på langt de fleste af turene.

Sortbjørnen går langs bredden et godt stykke tid og beslutter sig til sidst (til alles store glæde) for at tage sig en dukkert i søen. Vi observerer bjørnen i 10 minutters tid og sejler så tilbage mod den flydende regnskovs-restaurant, som også ligger ude på søen. Her kan man nyde en speciel menu bl.a. bestående af laks, bær og andet grønt – alt sammen favoritterne fra en bjørns kost. En meget speciel og uforglemmelig oplevelse i det vestlige Canada.