Ud fra Indiens kyst ligger Sri Lanka – et land med respekt for naturen og for det dyreliv, der eksisterer. En respekt, der bunder i en buddhistisk tankegang, der lever og ånder i hele 70% af befolkningen. Derfor er Sri Lanka også et yderst grønt land i harmoni med landets dyreliv – et land, du bør opleve!


Jeg havde længe gået med tanken om at rejse til Sri Lanka og tidlig forår blev dette til en realitet. Sammen med min ven og en pakket kuffert drog vi afsted på en 13-dages rejse til dette buddhistiske vidunder.

Fra start til slut blev vi fulgt af en guide, der sikrede sig, at vi blev transporteret rundt, mens han tegnede og fortalte og agerede som guide – sågar også på safari. Dette skyldes dog ikke sikkerheden, for landet i sig selv er nemlig ret så sikkert at rejse rundt i, hvilket tiltrækker alt fra backpackers til ældre og sådan nogle som mig.

UNESCO-skatte

Vi startede i byen Negombo, der er en lille by – perfekt til at starte sin rejse. Herefter tog vi mod Dambulla, der ligger midt i ingenting, men er en oplagt base til at komme ud og se nogle af landets mange seværdigheder. Sri Lanka gemmer på i alt otte UNESCO-skatte.

Først tog vi os en historisk og kulturel dukkert. Vi var blandt andet ude og se Sigiriya, der er et gammelt kongepalads og uden tvivl et must-see. Derudover besøgte vi Polonnaruwa, som er landets tidligere hovedstad. Byen består den dag i dag af en masse ruiner grundet flere angreb. Her er også kæmpe buddhaer udskåret i sten.

Et unikt dyreliv

På Sri Lanka findes flere store nationalparker. Vi besøgte en af dem – Minneriya National Park. Med vores guide tog vi på safari, hvor vi fik et indblik i det lokale dyreliv.

Fuglelivet på Sri Lanka er helt unikt og mange fuglearter lever kun her. Derfor valfarter mange hertil for kun at se på fugle. Selv var jeg vild med elefanterne, der flokkes i massevis. Vi fik lov at komme helt tæt på, men stadig med respekt for elefanterne. Derudover er landet især kendt for sine leoparder, da Sri Lanka er det land i verden med de største leoparder.

Togtur gennem landskabet

I en af de større byer Kandy, der ligger midt i landet, hoppede vi på et tog – ikke bare et hvilket som helst tog men et, der tager dig gennem Sri Lankas landskab og bringer dig helt tæt på naturen. I omkring fem timer bliver du i et behageligt tempo ført gennem landet, hvor du oplever alt fra kyst til højland. Langs ruten passerer du landsbyer, te-plantager, bjerge og andre fascinerende udsigtspunkter. Det er en hel speciel oplevelse, som alle bør prøve, hvis du spørger mig. Læs mere her

OBS: Det kan være svært at få fat i billetter til denne togtur, da de først kan bestilles en uge forinden, og rejsen er yderst populær.

Fun fact

Befolkningen har det generelt meget afslappet med togskinner – når toget kommer forbi, træder de blot et skridt ud til siden.

Mød blåhvalen

Fra Talalla på landets sydlige spids tog vi på hvalsafari – en tur vi virkelig havde set frem til. Da motoren blev tændt, og vi sejlede fra kaj, steg spændingen. På turen var en unik guide, der var ekspert netop inden for hvaler. Vi sejlede i godt 6-7 timer, men tro mig, det var på ingen måde forgæves.

Vi så alt fra delfiner til flyvefisk, og som det største kom vi virkelig tæt på blåhvalen – det største pattedyr, der findes. Det var en hel vild oplevelse.

Badeferie på Sri Lanka

Udover de mange attraktioner på Sri Lanka er det også muligt blot at holde badeferie. Især den sydlige del af landet gemmer på nogle fine sandstrande. Dog skal man lige være opmærksom på, om der pludselig står en ko midt på stranden.

Selv tog vi nogle dage på stranden ved Talalla, hvor vi bare hang ud og nød bølgerne – en god måde at slutte sin ferie på i dette buddhistiske land.

Mine favoritter

  • Hvalsafari – da man kommer helt tæt på
  • Togturen – da det var så anderledes en oplevelse
  • Generelt naturen og kulturen