Det var mandag morgen i 2.P, og vi vidste, at tiden var kommet til den store afsløring af, hvor vores længe ventede studietur skulle gå til. Min engelsklærer trådte ind i klasselokalet; ”er I klar?” spurgte hun, ”vi skal en tur til Istanbul”. Alle kiggede lidt forvirrede rundt på hinanden. Istanbul? Hvad er Istanbul for en by, og hvad kan man overhovedet lave dér? Det skulle vi snart finde ud af, for der var ikke lang tid til, at vi skulle stige på flyet og lande i den by, der endte med at skabe rammerne for den perfekte studietur.


Vi landede en mandag morgen i marts i Istanbuls lufthavn. Vi var ved at sprænge af spænding over at komme ind til centrum, så vi kunne begynde at udforske den, for mange af os, ukendte tyrkiske metropol. Vi sprang hurtigt op i bussen, og før vi vidste af det, var vi ankommet til vores hyggelige hotel med en central placering, kun få skridt fra Taksim-pladsen.

En-to-tre og alle stod klar foran hotellet med kameraer og store nysgerrige øjne. Vi var klar til at se hvad Istanbul havde at byde på.

 

Sejltur på Bosporusstrædet

Noget så enkelt som en sejltur på Bosporusstrædet endte med at blive en spændende oplevelse – især på grund af stemningen. At befinde sig på vandet mellem den nye og gamle del af Istanbul, mellem Europa og Lille Asien, med skinnende sol, skrigende måger og udsigt til flere store seværdigheder var vildt.

Alt dette mens vi fik serveret ægte tyrkisk te og i det fjerne kunne høre den mørke stemme fra byens mange højtalere, der kaldte folk til eftermiddagsbøn.

 

Den Blå Moské & Hagia Sophia

Seværdigheder som Den Blå Moské og Hagia Sophia må man ikke gå glip af, når man besøger Istanbul, og det gjorde vi heller ikke. Vi besøgte først Den Blå Moské, hvor pigerne blev bedt om at dække deres hår, og alle skulle tage skoene af.

Der var en helt speciel stemning i moskeen, og selvom småsnakken fra de mange turister var høj, sad der stadig mange og bad på det røde gulvtæppe.

Lofterne og væggene var udsmykket med fin kunst i sarte farver og lysene fra de store lysekroner lyste hele moskeen op. Hagia Sophia, som gennem tiden både har været brugt som katolsk kirke og moské, var imponerende og meget fascinerende, idet den repræsenterer en sammensmeltning mellem to store verdensreligioner.

Møde med Imam

En af de mest fascinerende oplevelser på vores studietur var et møde og foredrag med en Imam. Mange af os trådte ind i lokalet med sindet fyldt af spørgsmål om Islam – en religion der rummer utroligt mange elementer. Imamen fortalte og forklarede, tegnende billeder i vores hoveder og svarede på vores spørgsmål, alt imens vi spiste turkish delight. Da mødet var slut, havde vi alle en langt større forståelse af Islam – en religion, der sammen med kristendom, dominerer det danske samfund.

Den Store Basar

At træde ind i Den Store Basar i den gamle del af Istanbul var som at træde ind i en labyrint af farver, smykker, skåle og lanterner. En labyrint der var svær at finde ud af igen uden at have købt noget. Den store Basar var en oplevelse i sig selv, og ikke noget man tilnærmelsesvis finder magen til i Danmark. Der var også mad, og det var spændende at se lokale handle ind til aftensmaden. Se dem udvælge ét krydderi blandt 100 slags, dufte til friske grøntsager og mærke på solmodne appelsiner. En oplevelse, der gjorde, at man pludselig følte sig meget langt væk fra et dansk supermarked.

Vores uge lange program var pakket med seværdigheder og oplevelser ud over det sædvanlige. Oplevelserne gjorde os ikke kun klogere på kultur, religion og samfundsforhold – men bragte os tættere sammen som klasse.

Er du interesseret i at høre mere om en studietur til Istanbul – så kontakt os her.

Tekst og billeder er af Anna Sofie Rafn Olsen fra Ordrup Gymnasium.